Psykolog til unge
Mange unge oplever i perioder symptomer som uro i kroppen, tankemylder, bekymringer, ængstelse, koncentrationsvanskeligheder, problemer med at sove eller spise, ondt i maven eller hovedet, nedtrykthed eller manglende energi og overskud.
Kender du til noget af ovenstående, er du ikke alene. Det kan være kroppens helt naturlige reaktion på, at du i en periode er for presset. Ofte går de over af sig selv, hvis du sætter tempoet ned og giver dig selv den ro, din krop og hjerne har brug for.
Måske hjælper det at tale med dine venner eller nogen i familien. Det kan også være, at du har brug for at tale med en udenforstående, der ikke er involveret i dit liv eller dagligdag.
Jeg taler hver uge med mange unge. Både “pre-teens”, unge i udskolingen, på ungdomsuddannelser og unge voksne op i 20’erne, der på hver deres måder kan opleve, at livet for en periode er sværere, end hvad de selv føler, at de kan håndtere.
Mange af de unge, jeg møder, føler sig konstant pressede og siger, at de har en følelse af aldrig rigtigt at have ro.
De føler, at dagligdagen er en kamp for at leve op til “alt det”, som samfundet, forældre, lærere, uddannelsesinstitutioner, venner og ikke mindst dem selv, forventer af dem.
De unge, der kommer til mig, søger fx hjælp til
Forskellige former for angst
Det kan være præstations- eller eksamensangst, social angst, panikangst eller enkeltfobier.
Angst kan opleves i kroppen fx som hjertebanken, at halsen “snører sig sammen”, man sveder eller hyperventilerer, at pulsen stiger og måske begynder man at ryste eller man “stivner”. Det kan også være, at det mere føles som en konstant nervøsitet og uro i kroppen.
Typisk udløses symptomerne allerede, når vi bare tænker på det, vi er bange for. Angstens funktion er at få os til at undgå farer, så hvis den “får magten”, stopper den os fra at gøre ting, vi gerne vil kunne.
Depressive symptomer
Generel nedtrykthed og tristhed og mindre lyst til det, man plejer at kunne lide, fx at være sammen med sine venner. Måske har man også svært ved at overskue sin hverdag og få gjort de ting, man skal. Man kan også opleve en følelse af ligegyldighed eller meningsløshed.
Nogen oplever tankemylder, tanker der “kører i ring” andre en fysisk følelse fx af en konstant “klump i halsen”, “trykken i brystet”, en “knude i maven” eller ondt i hovedet. Andre oplever overdreven træthed, manglende energi og overskud eller søvnproblemer.
Stress
Det kan være, at man oplever tankemylder, at man har sværere ved at koncentrere sig end normalt eller svært ved at huske.
Det kan også være, at man pludselig ikke kan overskue helt almindelige hverdagsaktiviteter. Opgaver, man før kunne klare, føles uoverkommelige og måske bryder man helt sammen bare ved tanken.
Følelsesmæssigt kan man opleve at føle sig meget svingende, have let til at blive overvældet og blive hurtigere ked af det, irriteret eller vred. Uro i kroppen, hjertebanken, trykken for brystet og søvnproblemer er nogle af de almindelige fysiske stress-symptomer.
Lavt selvværd
Mange unge føler sig ikke gode nok, som de er. Når man har lavt selvværd, tænker man ofte meget negativt om sig selv. Måske føler man sig forkert og bekymrer sig meget om, hvad andre tænker om én. Man kan også have svært ved at mærke sig selv, ved at sætte grænser og sige fra mm. Læs mere om selvværd her.
Bekymringer om fremtiden
Tanker og forvirring omkring, hvad eller hvem man har lyst til “at være”. Frygten for, at man “aldrig bliver til noget”. Mange unge føler sig forkerte, hvis de ikke lige ved, hvad de vil og har en plan. Man kan være bange for at blive “sat af” og føle sig stresset af oplevelsen af, at “alle andre” ved hvad de vil. Det kan også være en følelse af meningsløshed i fht. fremtiden, at “det hele er lige meget”.
Ensomhed eller mobning
Hvis man bliver eller tidligere er blevet mobbet eller har følt sig ekskluderet fra fællesskabet af jævnaldrende, sætter det dybe spor og kan få store konsekvenser for ens selvværd og måske også for tilliden til andre. Man kan føle sig ensom og få svært ved at få nye venskaber.
Nogle kan også føle sig ensomme, selvom de faktisk har mange venner. Det kan gøre rigtig ondt at sidde blandt andre, der hygger sig, med en følelse af at være ensom eller afkoblet. Måske er det en oplevelse af, at ingen er rigtig tæt på eller forstår, hvordan man har det.
Få hjælp til at komme videre
Jeg har de sidste otte år arbejdet med unge som min primære målgruppe.
Jeg har gode erfaringer med at skabe en ærlig og tillidsfuld kontakt til de unge, jeg møder. Når den gode kontakt er etableret, er det min erfaring, at de fleste er motiverede for at lære og tage nye strategier sig.
Hos mig må man gerne smide skoene og sætte sig til rette i stolen, som man godt kan lide. Der er stearinlys på bordet og man kan altid få en kop te.
Det er min oplevelse, at den afslappede og hyggelige stemning er ekstra vigtig for børn og unge, der meget forståeligt tit er nervøse, når de kommer første gang.
Sproget er frit og direkte. Jeg møder alle i øjenhøjde med humor, varme og uden at være alt for “psykolog-agtig”. 😉
Under menupunktet Terapi, kan du læse en personlig beretning om et forløb fra en af mine tidligere klienter. Du kan også læse lidt om den første samtale.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere om, hvordan jeg arbejder og om jeg måske er den rigtige til at hjælpe dig.