Terapi

Terapi i et trygt og tillidsfuldt rum

Udgangspunktet for mig er at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor du kan føle dig forstået og grundlæggende respekteret, uanset hvad du kommer med.

Relationen mellem dig og mig er afgørende.

Jeg møder alle med respekt, engagement, ligeværdighed og åbenhed.
Der er ikke noget, der er “for småt”.
Det der fylder for dig, tager jeg alvorligt.

Sproget hos mig er frit og uhøjtidligt. Jeg er direkte og gør mit bedste for at kommunikere i øjenhøjde, så du ved, hvor du har mig – og er du i tvivl, må du altid spørge.

Min tilgang er omsorgsfuld, varm og indlevende og jeg bruger gerne humor. Ofte bliver der både grinet og grædt i løbet af en samtale og jeg oplever tit, at der ikke er langt fra tårer til smil.

Her er plads til alle tanker og følelser. Der er ikke noget, der er forkert, skamfuldt eller pinligt. Jeg dømmer ingen. Heller ikke dig. Jeg ser det faktisk som en af mine vigtigste opgaver at være fordomsfri og åben, så du kan føle dig forstået og rummet, uanset hvad du kommer med.

Jeg bruger metoder fra flere forskellige terapeutiske tilgange. Valget af metode afhænger altid af dig, din situation og hvad der virker for dig.

Jeg afstemmer løbende med dig, om den måde, vi arbejder på, giver mening for dig. Hvis ikke gør vi noget andet.

Læs mere om mine ydelser og priser her.

Eller kontakt mig og få en uforpligtende snak for at finde ud af, om jeg vil være den rigtige til at hjælpe dig. Du finder mine kontaktoplysninger her.

Hvilken type konsultation passer dig?

De forskellige typer af konsultationer, som beskrives herunder, kan sagtens kombineres i et forløb. Vi tager hele tiden udgangspunkt i, hvad der giver bedst mening for dig.

Samtale i klinikken

Den “traditionelle” form for samtale, hvor vi mødes i mit hyggelige lokale i Gribskov Lægecenter. Der er vand, te og kaffe. Jeg har indrettet lokalet med bløde stole, hvor du kan sætte dig godt tilrette med en pude. Du må også gerne smide skoene og trække benene op. Stemningen er afslappet og rar.

Formen er en dialog, som er styret af det, der fylder for dig. Jeg stiller spørgsmål og kan også tilbyde forståelser eller komme med eksempler eller metaforer, der kan hjælpe dig undervejs. Samtalen er således hele tiden et samarbejde mellem dig og mig, som jeg har ansvaret for.

Mange er nervøse første gang for, om de kan finde ordene og forklare, hvordan de har det, eller om der bliver akavet tavshed og tiden føles alt for lang. Det er helt normalt at gøre sig de tanker.

Men du skal ikke komme og vide det hele. Jeg har ingen forventninger til, hvad du kommer med. Vi starter der, hvor du er. Der er ikke nogen “rigtig måde” at gå til psykolog på, så du kan heller ikke gøre noget forkert.

Ofte er de første gange en fælles undersøgelse af, hvad der er på spil og en del af arbejdet handler netop om, at vi sammen prøvet at blive klar over, hvad kernen i de udfordringer, du oplever, egentlig er.

Nogle gange skriver eller tegner jeg for at anskueliggøre noget, eller spørger måske om du har lyst til at tegne. Ind imellem bruger jeg også skemaer, når vi arbejder med ændring af tanker og adfærd.

Det er vigtigt, at du kan føle dig godt tilpas, da det er afgørende for dit udbytte af terapien.

Udendørs konsultation

Jeg tilbyder udendørs konsultationer, hvor vi mødes og går sammen.

Enten mødes vi udenfor klinikken og går en tur derfra, eller vi kan aftale at mødes ved stranden eller i skoven i Tisvildeleje.

Denne form for terapi åbner op for nogle andre muligheder, fordi vi ikke sidder overfor hinanden. Man behøver fx ikke at have øjenkontakt, hvilket for nogen kan være en lettelse og gøre samtalen mere afslappet. 

Vi kan også tale om det, der sker, både omkring os og i os, mens vi går i naturen. Krop og sansninger kan inddrages naturligt – fx følelsen af vinden i ansigtet, duften af havet eller af vådt mos, lyden af fugle der synger, noget vi får øje på, der rører os eller gør os nysgerrige.

Måske er der noget, der vækker en erindring om en oplevelse, du for længst havde glemt. 

For mange virker det beroligende på nervesystemet at være i naturen. Der findes efterhånden mange videnskabelige studier, der bekræfter, at naturen har en positiv indvirkning både på vores fysiske og psykiske helbred.

Telefonisk

Har du ikke mulighed for at møde op i klinikken, er det muligt at tage en telefonisk konsultation.

Denne form synes jeg ikke, er den mest optimale, hvis vi ikke først har mødt hinanden, men det kan være en fin løsning, hvis du undervejs i et forløb forhindres i at møde op til en samtale.

Gruppeforløb

Jeg tilbyder flere forskellige gruppeforløb for unge.

Forløbet “Pigestyrke” er en lille tryg gruppe for piger på 15-17 år. I forløbet arbejder vi både med yoga og samtaleterapi. Det udbydes i samarbejde med en dygtig yogalærer/kropsterapeut. Læs mere om forløbet her.

Jeg tilbyder desuden to forskellige forløb med “Friluftsterapi” i samarbejde med en anden psykolog samt en natur-/friluftsvejleder.

Det ene forløb er en vildmarkstur For 18-25 årige. Forløbet omfatter to forberedelsesmøder i Nordsjælland og fem døgns vandretur i den sydsvenske vildmark.

Det andet er et gruppeforløb i naturen, der foregår i dagtimerne, dvs. uden overnatning. Der er et hold for henholdsvis 14-16 årige og for 17-19 årige. Forløbet strækker sig over seks uger, hvor vi mødes én eftermiddag om ugen på en shelterplads i Nordsjælland.

Læs mere om mine friluftsterapeutiske forløb her og på www.empowerme.dk.

Fortælling fra et terapiforløb

Emma, 20 år

“Jeg fik kontakt med Sigrid af flere forskellige årsager, men primært fordi jeg gik og havde det skidt med en underlig, ubehagelig følelse i kroppen, som jeg havde svært ved at forklare.

For det første har Sigrid brugt forløbet til at klarlægge for mig selv, hvad jeg skulle arbejde med.

Jeg fik øjnene op for de ting, der gjorde ondt på mig i hverdagen, som jeg ikke kunne sætte ord på før.

Første session

Sigrid brugte første session til nærmest blot at lytte til mig, og jeg følte det var givet godt ud, for gennem hele mit forløb forstod hun mig så godt, at når hun sagde noget om mig, ramte det fuldstændig plet.

Det fjernede al fokus fra mig på om jeg nu fik forklaret mig godt og rigtigt, og i stedet føltes det for mig som et roligt og afslappet rum, hvor jeg ikke følte mig presset til at leve op til noget som helst.

Sigrid som terapeut 

Det skyldes for mig i høj grad Sigrid som terapeut, for hun var så opmærksom, forstående og respektfuld, og det gjorde at jeg følte en form for indlevelse, som var over al forventning. Det betød rigtig meget for mig og gjorde, at det føltes trygt og tillidsfuldt.

Den største forskel for mig var, at jeg gik derfra hver gang med en følelse af, at jeg virkelig også var noget værd.

Den følelse kunne jeg vise mig selv tilbage til, hver gang jeg følte noget andet i min hverdag, og når jeg skulle bryde de tankemønstre, jeg var vant til at tænke i.

Samtalerne og forløbet

Sigrid var god til at få sessionerne til at føles behagelige, selvom vi behandlede ting, der gjorde ondt, som jeg sagtens kunne græde af – men det var der i den grad også plads til.

Jeg oplevede, at vi havde rigtig meget fokus på mine tanker og tankemønstre i forløbet, og på hvordan jeg kunne bryde med alle de negative tanker og forkerte forestillinger om blandt andet mig selv, jeg gik med.

Det betød, at vi tog udgangspunkt i konkrete situationer, for så at arbejde ud fra dem. Hvad tænkte jeg her, og hvorfor gjorde jeg det? Stemte det overens med sådan, som det virkelig er?

Jeg lærte at forholde mig til, om det var realistisk, det jeg tænkte.

Altså om jeg fx blev hadet af alle, hvis jeg havde sagt noget forkert én gang. Så kunne Sigrid stille spørgsmål til det jeg sagde, så jeg til sidst selv kunne se, at det var helt åndssvagt at tænke den tanke, bare fordi jeg havde gjort noget forkert en enkelt gang. Og hvis der så virkelig var en, der skulle hade mig på grund af det, skulle vedkommende i pyt-kassen. For vi kan ikke have lige god kemi med alle, vi møder gennem vores liv.

Hvad fik jeg ud af det?

Den nye måde at forholde mig til mine tanker på, er det, jeg har kunnet bruge allermest. Hvis jeg står i situationer, hvor der sker noget, jeg ikke kan lade være med at gruble over, kan jeg tænke det igennem med Sigrids realistiske stemme i baghovedet, og på den måde få tanken ud af hovedet og komme videre.

Nu er det efterhånden min egen realistiske stemme, der fortæller mig de ting, og det gør, at jeg har det langt bedre med mig selv, end jeg havde før forløbet.

Terapi
Terapi med respekt, engagement, ligeværdighed og åbenhed