Pigegruppe

“Pigestyrke”

Et yoga- og samtaleforløb for piger på 15-17 år.

Ønsker du dig et stærkere selvværd og mere selvtillid? Vil du gerne være bedre til at stå ved den, du er? Savner du følelsen af ro i dig selv? Og vil du gerne møde andre unge, du kan dele dine tanker og følelser med og opdage, at du ikke er alene?

Så er dette forløb til dig.

Forløbet vil styrke din evne til

  • At tro på dig selv, så det bliver mindre vigtigt, hvad andre tænker om dig.
  • At finde ro i dig selv, så du ikke så let overvældes af dine følelser. 
  • At mærke, at du er betydningsfuld for andre, at du gør en forskel. 
  • At lære din krop og dens signaler bedre at kende, så du kan gøre den til din medspiller i stedet for din modstander. 
  • At lære at mærke, respektere og markere dine grænser.
  • At finde overskud og glæde i din hverdag.

Tøver du med at melde dig til et gruppeforløb?

Hvis du føler dig nervøs ved tanken om at melde dig til et gruppeforløb, er du helt sikkert ikke alene. Tanken om at skulle dele svære tanker og følelser med andre, man ikke kender fra starten, kan nemt få én til at lade være – selvom man egentlig har lyst.

Men…

  • Husk, at alle de andre sandsynligvis har det ligesom dig!
  • Alle føler sig sårbare, når de skal dele noget personligt – men vi passer på hinanden og møder hinanden med forståelse og omsorg.
  • Alle i gruppen deler og giver til hinanden.
  • Når du får mulighed for at spejle dig i nogen på din egen alder og høre deres historie, giver det også nye perspektiver til dit liv.
  • Det at få ærlig og omsorgsfuld feedback på dine tanker og følelser af jævnaldrende er en særlig mulighed for at høre, hvad andre. faktisk tænker – som ofte er langt fra dine egne (negative) forestillinger om, hvad andre tænker om dig.

“Pigestyrke” er et særligt rum

  • Hvor der er plads til at være nysgerrige og hvor vi også kan grine med hinanden.
  • Hvor der ikke er noget, der er rigtigt og forkert.
  • Hvor man kan komme, som man har det.
  • Hvor der er plads til alle følelser.
  • Hvor alle bliver lyttet til og taget alvorligt.
  • Og måske får du endda også nogle nye venskaber med dig 🙂

Når vi mødes, arbejder vi både med kroppen gennem yoga og med hovedet i gruppesamtaler, hvor deltagerne deler tanker og følelser med hinanden.  

Både via yogaen og i samtalerne kommer vi til at arbejde med temaer som selvværd, tillid, grænsesætning, sårbarhed, styrke og mod – og vigtigst af alt, med de temaer, der opstår undervejs i forløbet. 

Vi tilrettelægger fra gang til gang, så vi hele tiden arbejder med det, der er relevant og meningsfuldt for gruppen. 

Vi opretter en lukket Facebookgruppe, hvor deltagerne kan spare med og støtte hinanden undervejs i forløbet. Vi tjekker ind i gruppen løbende og svarer på spørgsmål.

Hvorfor både yoga og samtale?

Når vi kombinerer yoga og samtaleterapi, er det fordi, hoved og krop hænger uløseligt sammen. Er vi triste, nervøse, usikre, vrede, stressede osv., så viser det sig også i kroppen – og nogle gange kan det være lettere at få adgang til følelserne den vej.  

Nogle gange fortæller kroppen os noget, hovedet ikke kan eller vil få øje på. 

Kroppen er en sladrehank

Kroppen er en vigtig samarbejdspartner, når vi skal arbejde med os selv og vores følelser og grænser. Derfor starter vi hver gang med yoga, hvor vi vender blikket indad og mærker, hvad vi har med os i kroppen.

Når vi først har været sammen om at lave noget fysisk, har fået løsnet op, givet slip og har grinet sammen, bliver det også lettere at gå ind til samtalen med ro i kroppen og lavere alarmberedskab. 

Vi ved af erfaring, at alt det, vi kan være fyldt op af i nuet, fx noget der er sket i løbet af dagen, synes mindre og knap så overvældende, når vi har fået ro i kroppen og en større følelse af accept af det, der er.

Er “Pigestyrke” noget for dig?

  • Synes du, at du kæmper lidt for meget med dig selv og med livet? 
  • Kender du følelsen af sjældent at føle dig ”rigtigt” glad?
  • Føler du dig ofte ensom?
  • Oplever du, at angst eller tristhed indimellem fylder for meget i din hverdag?
  • Føler du dig anderledes eller oplever, at du har svært ved at passe ”rigtigt” ind med dine jævnaldrende?
  • Har du mange kritiske tanker om din krop, din person eller dine præstationer og tanker om, at du kunne/burde gøre det hele bedre?
  • Føler dig ofte styret af tanker og forestillinger om, hvad andre tænker om dig og hvordan du fremstår i andres øjne?
  • Har du lyst til at arbejde med dig selv i en gruppe og møde andre piger, mærke energien og glæden i fællesskabet – også om det, der er svært?

Kender du til at have det, som i nogle af eksemplerne ovenfor? Så er du ikke alene. 

Hvis du gerne vil mærke mere ro og kunne føle dig bedre tilpas med dig selv, i dit sind og din krop, er vores pigegruppe måske noget for dig. 

Her handler det ikke om at blive ”den perfekte udgave af dig selv”. 

Tværtimod. 

Det handler om at føle dig tilpas, som du er.

Det handler om at finde ro med og acceptere, at dine ”fejl” og din “uperfekthed” er det, der gør dig menneskelig og unik. 

Vi skal arbejde både med kroppen og hovedet for at få øje på og bryde med mønstre, der er blevet uhensigtsmæssige. Give slip i de tanker og fortællinger om os selv, der ikke gør noget godt. 

Når du deler dine tanker med andre, vil du opdage, at du ikke er alene om at tænke eller føle, som du gør.

Du vil opdage, at andre ikke tager afstand eller afviser dig, når du er åben om din sårbarhed – tværtimod rykker de nærmere.  

Praktisk

Deltagere 

6-8 piger i aldersgruppen 15-17 år.

Hvornår 

Gruppen mødes seks på hinanden følgende torsdage fra slut oktober til start december.

Mødedatoer: 27/10, 3/11, 10/11, 17/11, 24/11, 1/12 og 8/12.

Vi mødes fra kl. 17-19.30. Der er en pause ca. halvvejs, hvor der serveres frugt og the.

Hvor

Helsingør Vandrehjem Danhostel Helsingør, Nordre Strandvej 24, 3000 Helsingør (https://goo.gl/maps/qUwLqihdag273mHL6).

Vi skal være i et hyggeligt loftslokale med den fineste udsigt over Øresund.

Du skal ikke selv medbringe noget, vi har yogamåtter mv. Men kom i behageligt tøj, du kan bevæge dig i.

Pris

Deltagelse koster 7.000 kr. pr. deltager.

Beløbet kan betales i to rater. Første rate betales ved tilmelding. Anden rate betales senest den 17/11-2022.

Prisen inkluderer:

  • 6 mødegange af 2,5 times varighed (15 timer i alt) med to terapeuter (psykolog og yogalærer/kropsterapeut)
  • Lån af yogamåtte mv.
  • The og frugt i pausen
  • Deltagelse i lukket Facebookgruppe, som vi administrerer og svarer på spørgsmål i hele den periode, gruppen mødes. Derefter finder vi sammen ud af, om den skal fortsætte.

Tilmelding

Tilmelding sker via email til Sigrid på kontakt@psykologsigrid.dk.

Når du har skrevet, at du ønsker en plads i gruppen, bliver du kontaktet af en af os, så du kan høre lidt mere, stille spørgsmål og vi sammen kan finde ud af, om pigegruppen vil være noget for dig.

Når du har besluttet og tilkendegivet, at du gerne vil deltage i gruppen, modtager du en faktura på betaling af første rate og du har en plads. Din tilmelding er herefter bindende og betaling gives ikke retur.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til en af os.

Cathrine kan kontaktes på: Email: hoegkropyoga@gmail.com – Mobil: 20490385

Sigrid kan kontaktes på: Email: kontakt@psykologsigrid.dk – Mobil: 30282395

Hvem er vi

Cathrine Høg

Er 41 år og uddannet pædagog, kropsterapeut og yogalærer.

Cathrine Høg

Med 20 års erfaring i den pædagogiske verden har Cathrine et solidt fundament for at arbejde med børn og unge.  

Cathrine har sideløbende med pædagogarbejdet uddannet sig til yogalærer og har en internationalt certificeret børneyogauddannelse. Hun underviser bl.a. i yoga på Helsingør Ungdomsskole. Udover yogaen har hun også en kropsterapeutuddannelse fra Body All Mind og er certificeret i kropsterapeutisk yoga. 

Cathrine har således en kæmpe indsigt i, hvordan krop og sind er forbundet og en solid viden og erfaring i forhold til at arbejde kropsterapeutisk med mennesker, store såvel som små.  

Derudover er Cathrine et varmt, dejligt og imødekommende menneske, med et humør og smil, der smitter. Cathrine bor i Helsingør med sin mand og sin datter på 13 år. 

Sigrid Reinvard Kølster 

Er 41 år og autoriseret psykolog.

Pigegruppe

Sigrid har erfaring med udredning og behandling af børn og unge samt supervision af pædagogisk personale og har siden 2016 haft egen praksis med primært fokus på samtaleterapi med unge.  

Derudover har hun de sidste tre år udviklet og arbejdet med et tværfagligt forløb for udsatte unge i naturen, ”friluftsterapi”, der tager afsæt i fællesskabet omkring friluftsaktiviteter. 

Sigrid har gennem sine mange samtaler med unge stor erfaring med og forståelse for, hvad der rører sig i de unges tanker og sind og en evne til at møde de unge i øjenhøjde med et nærvær og humor, der gør, at de føler sig set, forstået og trygge. 

Sigrid bor i Tisvildeleje med sin mand og to børn på 10 og 13 år.